FCN forlænger med forsvarstalent
FC Nordsjællands 19-årige finske venstreback, Juho Lähteenmäki, har sat sin underskrift på en ny kontrakt, der binder ham til klubben frem til sommeren 2030.
Den unge finne har haft et forrygende 2025, hvor han for alvor har etableret sig som en del af FCN’s førstehold. Efter sin debut den 23. februar mod Sønderjyske er det allerede blevet til 27 Superliga-kampe med ét mål og to assists – og i oktober fik han også sin længe ventede debut på det finske A-landshold.
“Jeg har udviklet mig rigtig meget, siden jeg kom til FC Nordsjælland i sommeren 2022 – og ikke kun fordi jeg har skiftet plads fra højre kant til venstreback,” fortæller Juho. “Jeg er både blevet mere teknisk og mere kraftfuld i mit spil, og jeg kender selvfølgelig også systemet bedre og bedre,” siger han i et interview med fcn.dk.
Udviklingen har været opsigtsvækkende, og det seneste skridt – debuten for Finlands A-landshold – beskriver han som en milepæl i karrieren.
Med kontraktforlængelsen ser Juho frem til at bygge videre på både sin egen og holdets udvikling i de kommende år.
“Jeg er rigtig glad for, at jeg nu har forlænget min aftale med to år, så den løber til sommeren 2030,” fortæller han. “Jeg er meget spændt på fremtiden, og jeg vil bare have mere af alt det gode, der allerede er sket.”