Transfer: AGF skal købe ind til de to pladser!
Uanset hvordan det går AGF i den europæiske kval, så har de danske mestre to store ønsker for sommerens transfervindue.
Den europæiske kampagne kom skrækkeligt fra start med et rødt kort, en alt andet end mesterlig indsats og et 4-1 nederlag til Lech Poznan. Fiaskoen på lånebanen i Randers blev ikke mindst understreget af en alt andet end overbevisende defensiv indsats.
Derfor er det heller ikke overraskende, at øverst på AGF’ernes ønskeseddel er en back og en stopper, som kan træde direkte ind i startformationen. Det fortæller kilder med kendskab til AGF’s transferplaner til Ligamanager.
Med tanke for at AGF blev mestre for første gang i 40 år og deraf næppe kan forvente, at vinde en tilsvarende titel ret ofte kan man naturligvis undre sig over, hvorfor to så centrale pladser ikke er blevet forstærket før den første europæiske kvalkamp.
Med weekendens premiere mod Brøndby i Superligaen og derefter returkampen mod Poznan kan det hurtigt blive en sæsonstart, der understreger behovet for at handle hurtigt.