Vendsyssel FF nye ejere har organisationen på plads

Vendsyssel FF har i forbindelse med ejerskiftet nu gennemført en række organisatoriske ændringer, melder klubben selv i en pressemeddelelse. Ændringerne skal være med til at styrke klubbens udvikling på både sportslige og kommercielle områder. Klubben får ny direktør og ny bestyrelsesformand, og samtidig etableres en række underudvalg, der skal sikre et stærkere fundament for klubbens fremtidige drift.

Det nye direktør bliver Morten Simonsen, som tiltræder i en ulønnet stilling.

“Morten kommer med solid erfaring og et stærkt lokalt engagement, og han vil få det overordnede ansvar for at drive klubben videre mod en mere bæredygtig og ambitiøs fremtid”, skriver klubben, der drømmer om at hedde FC Hjørring, når sæsonen genoptages.

Den ene af de to nuværende ejere, Henrik Sørensen, indtræder som ny bestyrelsesformand, ligeledes i en ulønnet stilling. Henrik Sørensen har lang erhvervserfaring og et dybt kendskab til regionen og dens foreningsliv. Han skal stå i spidsen for at udvikle klubbens strategiske retning og sikre en stabil organisatorisk ramme.

Som en del af den nye struktur i Vendsyssel FF etableres der flere underudvalg, som får til opgave at understøtte driften og klubbens forskellige kerneområder. Underudvalgene skal bestå af kompetente kræfter fra lokalområdet, som vil bidrage med erfaring, netværk og nytænkning, og de vil fokusere på:

– Ungdoms- og talentudviklingen
– Kommercielt arbejde og erhvervssamarbejder
– Event- og arrangementsområdet

På den sportslige front fortsætter Jens Hammer Sørensen som sportschef. Jens har gennem længere tid været en central del af klubbens sportslige set-up, og kontinuiteten skal sikre fortsat stabilitet og fremdrift på banen.

“Med den nye organisering tager Vendsyssel FF et skridt i retning af at skabe en veldrevet, visionær og lokalt forankret fodboldklub. Samarbejdet mellem den nye ledelse, underudvalg og den sportslige sektor skal sikre, at klubben står stærkt – både nu og i fremtiden”, lyder det i pressemeddelelsen.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet