Ny ejer i Hjørring: Har været en vanvittig rejse

Det var hos Henrik Fjordbak, at tanken om at købe Vendsyssel FF første gang for alvor meldte sig. Fra tanke til handling gik der lige præcis seks uger, som Fjordbak også har fortalt om her på LigaManager. Overfor Hjørring Lige Her og Nu forsikrer han, at økonomien er på plads til i hvert fald udgangen af sæsonen i CampoBet 2. division.

”Vi har fundet de penge, vi skal, så vi har fuldstændig styr på driften indtil 30. juni. Det er sådan set det vigtigste. Det er der altså syv måneder til. Jeg synes, at vi har lavet et godt stykke benarbejde, så der er 100 procent ro på bagsmækken. Og jeg er nødt til at sige, at vi skal fandeme kunne gøre det her.

”Prøv at køre en lille tur til Midtjylland og kig på Ikast. Det er en lille bitte by, og de spiller Champions League-håndbold år efter år. Vi er meget større her i Hjørring. Hvorfor fanden skulle vi ikke også kunne det? Det kan vi med fælles hjælp og den fantastiske opbakning, vi har fået fra alle de lokale butikker”, mener Henrik Fjordbak og indrømmer, at det ikke nødvendigvis er intelligensen, som har styret ham igennem den travle proces med at blive klubejer.

”Vi gør det her med hjertet. Det er sgu ikke med hjernen. Og vi gør det for Hjørring og Hjørring Kommune. Fordi vi kan ikke lade være. Det har været en vanvittig rejse de sidste uger med alt det skriveri frem og tilbage osv. Det er sindssygt, men det er også fedt at se den glæde i spillerne, vi har oplevet. Vi har haft et fantastisk forløb med de nu tidligere ejere. Der var ikke været noget pis med dem. De har sgu været i orden.”

Henrik Fjordbak er direktør i Fjordbak Byg og har i første omgang været frontfigur på projektet sammen med Henrik Stoksted Sørensen. De er også begge en del af bestyrelsen i FC Hjørrings Venner, hvis tredje medlem er Jacob Andersen. Udover at være landsspiller Joachim Andersen far, var det også Jacob Andersen, som i sin tid solgte det meste af sine ejerandele i Vendsyssel FF til en colombiansk ejerkreds.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet