Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
Betinia Liga
LigaManager dækker dansk fodbold

Hobro mister cheftræner: "Jeg er sindssygt glad og stolt"

Foto: Klublogo.
7/28/2025 14:59

Efter fire år som cheftræner for Hobro IK er Martin Thomsen fortid i klubben.

Trods en skuffende sæsonstart i Betinia LIGA, hvor Hobro IK er noteret for nul mål og blot et enkelt point, er der dog ikke tale om en fyring.

Vi er derimod ude i en transfer.

For 42-årige Martin Thomsen skifter til Superliga-klubben Viborg FF, hvor han fremover skal være assistenttræner.

Det meddeler Viborg FF på klubbens hjemmeside.

"Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af VFF, der er en stor klub, som jeg har hørt enormt meget godt om, og som jeg også selv har været en del af for efterhånden mange år siden," udtaler Martin Thomsen, der som aktiv spillede i Viborg FF i årene 2001 til 2003.

I Hobro IK kalder sportschef Lars Justesen tabet af Martin Thomsens for et stort ét af slagsen:

"Martin fortjener al ros i verden for det hårde arbejde, han har ydet for vores klub," udtaler Lars Justesen til Fjordavisen.nu og fortsætter:

"Siden dag ét har Martin, sammen med sit team, knoklet for, at vi som klub skulle udvikle os, hvilket vi over de seneste fire sæsoner må sige, at vi har. Både ift. udvikling af spillere og salg af disse, men også med henblik på vores spillestil og måden, vi træner og agerer på. Martin har været en fantastisk ambassadør for Hobro IK, og at vores veje nu skilles, er et stort tab for os."

"Vi vil dog ikke stå i vejen for, at Martin nu vil prøve noget nyt.”

Selvom Martin Thomsen, som nævnt, glæder sig til at blive en del af Viborg FF, så er det ikke let, at sige farvel til hverken Hobro IK eller selve byen, hvor han er vokset op. Det fortæller han til Fjordavisen.nu.

“Jeg er sindssygt glad og stolt over den rejse, vi har været på i de seneste fire sæsoner – i forhold til vores projekt, hvor vi er lykkedes med at sælge spillere til nogle af de største ligaer i Europa."

"Ligeledes er vi lykkedes med at udvikle unge talenter, der har gået hele vejen til førsteholdet. Det har været en fornøjelse at stå i spidsen for Hobro IK og give tilbage til en klub, der betyder utroligt meget for mig."

Hobro IKs to assistenttrænere, Emil Antonsen og Jakob Hjorth, overtager i fællesskab rollen som cheftræner, indtil klubben har fundet en permanent løsning. Det oplyser Hobro IF på deres hjemmeside.

Her fremgår det også, at Head of Coaching, Mads Kjær, indgår midlertidigt i trænerteamet, hvor også klubbens U17-træner, Lasse Wangsøe, bliver ansvarligt for analysearbejdet i forbindelse med førsteholdets kampe.

Den næste af den slags spilles fredag, hvor Hobro IK møder AaB på udebane.

Jakob Genz