Trommeforbud midlertidigt ophævet i B.93

Tilbage i august måned indførte Københavns Kommune et forbud mod brug af trommer og megafoner til B.93's hjemmekampe på Sundby Idrætspark.
Et forbud, som Betinia-klubben straks klagede over. Og det har virket.
For nu er forbuddet midlertidigt ophævet, mens kommunen foretager yderligere undersøgelser, før der træffes en endelig beslutning.
Det oplyser B.93 på klubbens hjemmeside.
"Vi har selvfølgelig været nødt til at klage over forbuddet, fordi vi grundlæggende er uenige i begrundelsen."
"Det virker også skævt, at vi som den eneste af klubberne med hjemmebane i Sundby Idrætspark er blevet pålagt et forbud."
"Samtidig er det en principiel trussel mod fankulturen i Danmark, hvis den slags forbud begynder at danne præcedens," udtaler administrerende direktør i B.93, Christian Engell, og fortsætter:
"Vi har hele tiden været indstillet på at tage hensyn til lokalområdet og naboerne, og det er vi fortsat dedikeret til."
"Men fodbold uden lyd og liv mister noget af sin sjæl – og derfor er vi meget glade for, at trommer og megafon nu er tilbage i Sundby."
Fredag aften tager B.93 imod Aarhus Fremad på Sundby Idrætspark. En kamp, som du kan læse mere om HER!
