Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
Betinia Liga
LigaManager dækker dansk fodbold

Kasper Lorentzen før Lyngby: B.93 kommer for at bokse med

Foto: B93.
7/25/2025 11:34

Kasper Lorentzen gider ikke at snakke om top seks. Han gider heller ikke at snakke om nedrykning.

Ifølge B.93s cheftræner handler den kommende sæson i Betinia LIGA om noget helt andet, og langt vigtigere:

"Selvfølgelig vil vi gerne forsøge at forbedre den 9. plads, vi er havnet på de sidste to sæsoner. Men det vigtigste for mig er, at vi er tro mod os selv, og at vi spiller den slags fodbold, vi gerne vil spille, uanset hvilken modstander, vi møder. Og så må vi se, hvor det ender."

I sidste weekends sæsonpremiere endte det med et enkelt point i Hvidovre, og her var Kasper Lorentzen glad for det han så fra sine spillere:

"Ja, jeg var rigtig glad for præstationen, og hvis der skulle have været en vinder af kampen, skulle det være os."

Samme følelse kommer Kasper Lorentzen efter al sandsynlighed ikke til at stå med på bagkant af B.93s kommende kamp.

Her møder Kasper Lorentzens mandskab nemlig Superliga-nedrykkerne fra Lyngby, der i hvert fald på papiret er tårnhøje favoritter til alle tre point.

Og det er Kasper Lorentzen enig i.

"Bedømt på spillere, trænere, økonomi og det sportslige setup generelt set, så er Betinia LIGA sindssyg stærk i år, og vi ved godt, at vi ikke er blandt de største hold i rækken. Det er Lyngby til gengæld, måske endda det største overhovedet."

"Men nu må vi se, hvad der sker. Som jeg sagde efter kampen mod Hvidovre, så har vi en klokkeklar ambition om, at vi gerne vil ud og bokse med de store drenge. Vi ved, det bliver svært mod Lyngby, men vi er kommet for at bokse med."

Fredagens kamp mellem Lyngby og B.93 fløjtes i gang på Lyngby Stadion klokken 19.00.

Jakob Genz