FCK-træner før Napoli-brag: Smilet er tilbage
Det er kun lidt over en måned siden, at FC København spillede deres seneste officielle kamp. En noget kortere vinterpause end “løverne” tidligere har været vant til, når de er kommet ud til årets første europæisk kamp. Cheftræner Jacob Neestrup ser det kun som en fordel før mødet med Napoli tirsdag aften.
“Forhåbentlig er det positivt for os. Jeg tænker, at en kort pause må være en fordel i forhold til, at pausen kan blive så lang, at tempo-choket kan blive så stort, som vi tidligere har oplevet i februar, hvor vi mødte Manchester City.
“Så tænker jeg egentlig, at det er til vores fordel, at pausen for FCK ikke er lige så lang, som den plejer at være. Jeg tænker også, at det er lidt sjovere at spille sådan en kamp her, end ude på bane 1 hjemme på KB-anlægget,” kom det med et skævt smil fra en afslappet FCK-træner på mandagens pressemøde.
Her kunne Jacob Neestrup også fortælle, hvordan humøret i truppen synes at have haft godt af en pause.
“Det er altid svært at sige præcis, hvor man står på baggrund af træningskampe. Men jeg konstaterer, at vi har fået lidt friskhed tilbage. Man kan se, at smilet er tilbage på læberne. Det er vigtigt.
“Der har været en god gnist i truppen, og jeg synes, at vi har haft en fremragende træningslejr. Alle har trænet hårdt. Vi er skadesfri, bortset fra de spillere, vi har ude med korsbåndsskader. Så alt i alt er det positivt.
“Selvom vi møder en stor klub og et stort hold med store spillere og en stor træner, er der en mulighed for os, og den skal vi gøre alt, hvad vi kan for at tage vare på. Nu har vi stillet os selv i den samme situation som for to år siden, hvor vi fik syv point i de sidste tre kampe.
“Dengang kom de lidt ud af det blå mod Galatasaray, Manchester United og Bayern München. Nu gjorde vi det mod Kairat Almaty, mod Villarreal og har sat os i en position, hvor vi spiller for at gå videre i Champions League. Det er en opgave, som vi kommer til at forfølge”.