Gør AGF klar til farvel til ‘Paddy’?

Fremtiden for AGF-ikonet Patrick Mortensen hænger i en tynd tråd. Efter flere års tro tjeneste som klubbens målfarlige rygnummer ni er der nu reel usikkerhed om, hvorvidt anføreren overhovedet er at finde i Aarhus efter sommerferien, når kontrakten udløber.

Sportsdirektør Carsten V. Jensen erkender i en samtale med Århus Stiftstidende, at parterne endnu ikke har fundet hinanden i en ny aftale, selvom den nuværende kontrakt udløber om få måneder.

“På et eller andet tidspunkt skal Paddy ikke være i AGF mere. Om det er i år eller til næste år, er svært at sige, når vi ikke har lavet en ny aftale,” udtaler Carsten V. Jensen til lokalavisen.

Selvom Mortensen fortsat har vist målnæse i denne sæson, lægger sportsdirektøren ikke skjul på, at klubben overvejer fremtiden nøje. I vinterens løb har navne som Mikael Uhre og Tonni Adamsen allerede været på blokken som mulige forstærkninger.

For Carsten V. Jensen handler det om en svær balancegang mellem Mortensens historiske betydning og hans nuværende fysiske niveau.

“Overvejelsen er, om han kan gå et halvt eller et helt år mere for AGF? Det er min overvejelse. Spillere bliver ældre, og når man er den type spiller, handler det om, hvorvidt man stadig har fysikken til at komme i de rigtige positioner.”

Patrick Mortensen selv har tidligere udtalt, at bolden ligger hos ledelsen.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League