14 mål i 16 kampe: Paludan vil score endnu mere i FA 2000

Når FA 2000 i marts går ind til de sidste seks kampe, inden CampoBet 3. Division deles i to, så har Frederiksberg-klubben fået et solidt es i ærmet.

Den ombejlede topscorer i rækken, Bjørn Paludan, skiftede kort inde i det nye år fra Vanløse IF, hvor den omskolede angriber nærmest virkede ustoppelig.

Bjørn Paludan scorede hele 14 mål i 16 kampe for Vanløse IF, og den giftige angriber har ikke tænkt sig at skrue ned for målscoringskadencen på Frederiksberg.

Tværtimod.

“Jeg håber da på at holde det målsnit. Men planen er jo egentlig at jeg skal udvikle mig og blive bedre, så jeg håber da faktisk på at kunne gøre det endnu bedre,” siger Bjørn Paludan, der med skiftet til FA 2000 også er skiftet opad i rækken.

FA 2000 overvintrer som nummer to i CampoBet 3. Division

Bjørn Paludan og FA 2000 ender med al sandsynlighed i den gode halvdel, hvor der skal slås om oprykning.

“Det er klart, at nu kommer vi forhåbentligt til at møde topholdene mange gange i et potentielt oprykningsspil, men ambitionen er selvfølgelig at blive bedre og blive ved med at lave en masse mål,” siger Bjørn Paludan, der naturligvis ikke er blind for, at målscoringen selvsagt bliver vanskeliggjort af at møde de bedste hold hver weekend.

“Jeg ved selvfølgelig godt, at vi får nogle rigtig svære og tætte kampe, når det bliver forår,” siger CampoBet 3. Division-topscoreren, der i FA 2000 kommer til at spille sammen med en anden målsluger, Mican Aitici, der har scoret 10 mål i sæsonen.

“Så kan vi måske deles lidt mere om det. Jeg håber også, jeg kan komme til at få lavet lidt flere assist, end jeg har gjort hidtil. Forhåbentligt kan jeg også være med til at spille Mican god.”

FA 2000 spiller årets første testkamp lørdag den 17. januar, hvor AB kommer forbi. Kampen fløjtes op klokken 12:00.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div