26-årig Vanløse-spiller indstiller karrieren
Vanløse IF må klare sig uden endnu en spiller i forårssæson.
Oprykkerne, der allerede har sagt farvel til profilerne Bjørn Paludan og Jonatan Knaack, der er skiftet til konkurrenterne fra FA 2000 og Holbæk B&I, kommer nu også til at mangle Simon Pedersen.
26-årige Pedersen har således valgt at indstille fodboldkarrieren.
“Det føles meget underligt og vemodigt. Men det er også en velovervejet beslutning, og føles som det rigtige for mig nu,” siger Simon Pedersen til klubbens facebookside.
“Vanløse har betydet rigtig meget for mig, og gør det stadig. De seneste 6,5 år har VIF føltes som et hjem for mig. Et sted hvor jeg altid har været velkommen. Det håber jeg, at jeg stadig vil være fremover, selvom det er på tribunen i stedet for banen.”
Simon Pedersen har valgt fremover at prioritere sin tid anderledes.
“I den kommende tid skal jeg prøve at have en hverdag uden fodbold. Jeg har spillet fodbold siden jeg var fem år gammel, så det bliver noget helt nyt. Jeg skal løbe en masse ture, og så skal jeg have noget mere tid til at være sammen med de mennesker, som betyder mest for mig. Hvis jeg kommer til at savne fodbold, må jeg se, hvad der så skal ske. Men for nu bliver det en hverdag uden fodbold,” siger Simon Pedersen.