Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
3F Superliga
LigaManager dækker dansk fodbold

3. runde: Disse tre Superliga-spillere skal du holde øje med

Fodbold, 3.runde i Superliga
8/1/2025 11:14

3. runde af Superliga-sæsonen fordeler sig med to kampe fredag og fire søndag, og her retter vi fokus på tre spillere fra tre forskellige klubber, der er værd at holde ekstra godt øje med.

Franculino

Første navn på listen giver næsten sig selv. FC Midtjyllands 21-årige Franculino har nemlig været helt ustyrlig i sæsonens to første spillerunder! 

Stortalentet lagde fra land med to smukke scoringer mod OB i premieren, mens han i seneste runde nærmest egenhændigt kørte Sønderjyske over, da han tegnede sig for et hattrick og en assist i den knusende 6-2 sejr. 

Med så flotte præstationer trækker det op til rekordsalg på Heden, så det er med at nyde angriberen fra Guinea-Bissau så længe han er at finde i Superligaen.

Forkæler Franculino os med mere magi mod AGF? Læs mere om FCM-profilen her.

Nicolai Vallys

Nicolai Vallys kommer fra en sæson på det jævne, hvor han aldrig nåede det tårnhøje niveau, der sikrede ham titlen som årets spiller i Superligaen i 23/24. 

Brøndby-profilen har til gengæld set knivskarp ud efter sommerpausen, hvor han i de to første kampe er disket op med én scoring og to assist.

Vallys er instrumental for Brøndbys offensiv, og kan tilskrives en god del af æren for de to indledende sejre mod Silkeborg og FC Nordsjælland. Ham kan Viborgs gavmilde defensiv få svært ved at holde i snor søndag aften. 

OBS: Vallys så til fra bænken, da Brøndby torsdag spillede sig videre i Conference League-kvalen, men bør eftersigende være klar igen til søndag.

Frederik Rieper

Fredericias høje forsvarsanker havde stor andel i den flotte oprykning til Superligaen, og han kommer også til at blive yderst afgørende i bestræbelserne på at sikre overlevelse i den bedste række. 

I de første to Superliga-runder har Frederik Rieper toppet listen over defensive stats som erobringer og clearinger, og fredag skal han levere mere fra samme skuffe, hvis oprykkerne skal have point med fra hjemmekampen mod de forsvarende mestre FCK.  

I seneste runde leverede Rieper en fabelagtig indsats i 2-0 sejren over Silkeborg, hvor Fredericia vandt deres første Superliga-kamp nogensinde. 

Frem med kikkerten, og se om de tre profiler også levere i den kommende Superliga-runde.

Mads Larsen