Årets spiller vender hjem til FC Fredericia
Det har været åbent hus i Fredericia-defensiven i efteråret med hele 44 mål imod i 18 kampe, og selvom Mattias Lamhauge i buret selvfølgelig ikke ene og alene kan klandres for den statistik, henter oprykkerne nu nyt blod til målmandsposten.
Søndag offentliggjorde klubben nemlig, at Valdemar Birksø vender tilbage til Monjasa Park på en permanent kontrakt, som løber 3,5 år.
Den 24-årige målmand spillede i sidste sæson en afgørende rolle i Fredericias oprykning til Superligaen, og blev sågar kåret til årets spiller i klubben.
Det efterfølgende skifte til norske Fredrikstad bød dog ikke på den forventede mængde spilletid, og derfor er det tidligere FC Midtjylland-talent nu klar til at vende snuden hjem mod Danmark.
‘’For mig giver det rigtig god mening at vende tilbage til FC Fredericia. Det er en klub, jeg kender rigtig godt, og et sted hvor jeg har haft nogle gode år, både på og uden for banen. Derfor føles det også som at komme hjem,’’ udtaler Birksø til klubbens egen hjemmeside.
Fredericias nyindkøb kan gøre Superliga-debut den 9.februar i et vaskeægte bundbrag mod Vejle Boldklub.