AB sender forsvarsspiller til Sønderjyske

Forsvarsspilleren Pachanga Kristensen skifter AB og 2. division ud med Sønderjyske i Superligaen.Der offentliggøres i forbindelse med skiftet ikke en transfersum, fortæller AB på egen hjemmeside.
”Pachanga har været en fornøjelse at arbejde sammen med, og vi vidste meget tidligt, at han ville videre til sommer. Jeg glæder mig meget til at følge hans videre udvikling og til at se den karriere, som en ung AB-dreng nu har foran sig. Jeg ønsker ham alt det bedste,” siger cheftræner Joey Gudjonsson.
Den blot 18-årige Kristensen nåede 26 kampe for AB i den forgangne sæson. I alt er han noteret for 39 kampe i den grønne AB-trøje.
”Pachanga har været en spiller, der har tiltrukket sig stor interesse, lige siden han fik sin debut,” siger sportsdirektør Jen Chang og nævner prøvetræning i januar sidste år i Burnley som et godt eksempel.
”Vi har gjort forsøg idet seneste år på at forlænge hans kontrakt, men Pachanga ønskede at teste sig selv af på et højere niveau. Det anerkender vi, og vi ønsker at respektere Pachangas ønsker. Han har været en fantastisk spiller for os, og vi håber på hans fortsatte succes i Superligaen,” tilføjer Cheng.
Pachanga Kristensen startede sin ungdomskarriere på AB Akademiet, inden han fik sin 2.Divisionsdebut for AB som 16-årig i september 2023 mod FC Roskilde. Han spillede 23 kampe for AB academy U19-holdet.
”Jeg har altid drømt om at spille Superliga. Da muligheden kom i Sønderjyske, var der ikke meget at tænke over. Jeg var nødt til at sige ja,” siger Pachanga Kristensen til Sønderjyskes hjemmeside.