Analyse: Bør FC Midtjylland roses?
FC Midtjylland gjorde det igen i weekend. De gik igen fra banen uden at lide nederlag. Det til trods for, at de var nede i sækken med 2-0 mod et FCN-mandskab, der burde have scoret mere. Men igen fandt ulvene ikke bare en kattelem, men de tog hjem med tre point. FCN kunne stå tilbage og klø sig i nakken undrende ‘hvad skete der’.
Det har – igen, igen – vakt meninger om, at FCM grundlæggende er heldige. At de burde spille bedre. At pragmatisme vægtes over æstetik. Forsæt selv.
Men burde vi i stedet se på FCM’s vilje til ikke at dø? Alle vil gerne se flot champagnefodbold, men i en resultatsport kan mindre gøre det. Ikke mindst for en klub som har scoret flest mål i ligaen i skrivende stund. Mål er jo dansk fodbolds klassiske konkurrenceparameter, så alt trist kan det ikke være at se FCM spille. Spørgsmålet er dog om ikke FCM skal vurderes anderledes i denne sæson?
FCM havde en vild transfersommer. Ordet ‘vild’ er en noget slidt størrelse, men det er passende her. Ifølge Transfermarkt er der solgt spillere for 58 millioner euro og spillere som Simsir, Franculino, Lee og Byskov er solgt. Dertil er en del erfaring forsvundet med Mbabu og Paulinho. Også andre spillere takkede af og selv om pengene er væltet ind, så er det jo en åreladning af kvalitet, der burde få de fleste klubber til at segne. Det ville ikke være urimeligt, hvis fans og medier sagde ‘flot transfersommer, nu er det okay, hvis I lige bygger op den næste sæson’, men det skal FCM ikke bede om.
Vi er over halvvejs i grundspillet og FCM har endnu ikke tabt. De fører ligaen med fem point ned til FCK, der spiller mandag aften – og kan stikke af sammen med FCM. Det kan ikke tolkes som andet end en vinderkultur og en spillestil, der taler for samt sikrer, at FCM som størrelse virkelig er svær at slå i gulvet.
I Europa har det været en anden historie. Her er kvalitetstabet noget mere tydeligt og en anderledes kontant afregning. Vi husker sidste efterår, hvor FCM var ude i en flot kampagne i Europa League. Denne sæson er de stadig uden sejr i Conference League, og det er svært ikke at pege på et kvalitetsdyk her.
FCM har uden tvivl brug for stærke europæiske resultater, fordi det er et fremragende reklameskilt plus præmiepenge, men i en Superliga-sæson, hvor første- og andenpladsen udløser en kvalbillet til Champions League, så må vi forvente, at top-2 er ulvenes fokus. Og ender de med at vinde det danske mesterskab og være klar til CL-kval med kuld sammenspillet over en sæson, så lever vinderkulturen i Herning fint med, at prisen blev betalt i Europa.
Vil man så stadig diskutere FCM’s æstetik eller rose vinderkulturen?