Analyse: Coopers første fire kampe bliver afgørende

Normalt så tilstræber man, at en ny træner får en nogenlunde spiselig opstartsperiode. Det bliver ikke tilfældet for Steve Cooper i Brøndby.
Han åbner ballet med et rivalbrag mod FC København, og derefter følger tre runder frem mod næste landskampspause af stor betydning for resten af grundspillet for Brøndby.
Der venter derefter endnu et rivalopgør - der tegner udsolgt - mod AGF, derefter ex-Brøndbytræneren Zornigers første kamp i spidsen for OB på Brøndbys hjemmebane og endelig en must win opgave mod oprykkerne FC Fredericia.
Fire kampe der kræver ni point for at blive hængende på topfeltet.
Åbner Brøndby perioden med et nederlag til FCK og så måske kun fem point samlet i de tre efterfølgende kampe, så er opgaven for efteråret stanset virkelig hårdt ud for Cooper og co.
Ni point og derover så rimer det på drømmestart - helt indlysende - men også arbejdsro i den blågule lejr i en sæson, der er begyndt frygtelig ustabilt og med en trænerfyring.
En god start giver opbakning. Mere slingerkurs og tvivlen vinder fart.
Coopers første fire kampe kan definere hele waliserens første sæson i spidsen for Brøndby.
