Optakt: Tager Coopers Brøndby fusen på FCK?

Efter to ugers pause vender Superligaen tilbage på fornemmeste vis, når Brøndby og FCK lørdag indtager den københavnske vestegn til sæsonens første derby.
Det altid voldsomt imødesete opgør har i denne omgang fået en mærkværdig optakt, da Brøndby med liiidt sjov timing, for bare et par dage siden, valgte at fyre cheftræner Frederik Birk, og erstatte ham med walisiske Steve Cooper… Hvor kom han lige fra!?
De blågule gik på landskampspause med tre nederlag i streg på tværs af turneringer, og med en ny træner, som ikke bare går ind til sit første derby mod FCK, men sin første Superliga-kamp nogensinde, er det umiddelbart lidt svært at vide, hvor værterne står til lørdagens brag.
Mens der på Vestegnen hersker uro og usikkerhed i disse tider, er det anderledes roligt og harmonisk, når man vender blikket mod Østerbro.
FCK har set virkelig, virkelig stærke ud i sæsonens indledning. Løverne har nok engang formået at spille sig i Champions League, og endda uden at gå på kompromis med Superligaen, som de fører med ét point ned til FCM.
Brøndby endte 12 point bag FCK i sidste sæson, og lige nu ser det mest af alt ud til, at hullet mellem de to ærkerivaler blot har vokset sig endnu større.
Lokalbrag som dette lever dog altid deres eget liv, og en ny træner har det jo med at bringe nyt liv og energi med sig, så vi kan ikke helt afvise, at Cooper tager fusen på Neestrup og co., selvom det ikke umiddelbart står skrevet i måne og stjerner.
Opgøret spilles lørdag den 13. september 2025 klokken 15.00.
Se odds på kampen her.