Analyse: Tak til Dahlin – nu skal Danmark til VM!
Martin Dahlin optrådte i rollen som fru Fortuna, da FIFA trak lod til VM playoff, og for dælen den tidligere svenske målræv var god for Danmark.
Nordmakedonien I Parken er ganske enket en must win. Nordmakedonererne blev ganske enkelt smadret til atomer forleden af Wales med hele 7-1. Dog skal det siges, at de undervejs i kvalen har været dygtige til at eksekvere defensive opgaver som f.eks. 0-0 ude mod Belgien i Genk, men rammer Danmark det niveau, som sænkede Grækenland, så er Nordmakedonien ikke en modstander i øjenhøjde.
Men skal Danmark til VM, så var det den absolut bedste modstander at trække for Riemer og co.
Vejen til finalen er derfor ikke til diskussion. I selve finalen bliver det en noget mere vanskelig opgave, hvor enten Tjekkiet eller Irland venter. Her gik lodtrækningen ikke danskernes vej – det bliver en finale i enten Prag eller Dublin.
Men både Tjekkiet og Irland har haft store spillemæssige problemer undervejs i kvalen – større end Danmarks – og er begge nationer uanset hjemmebanefordelen, som Danmark skal kunne håndtere. Hvis altså Brian Riemer får styr på de store koncentrationssvigt, som de rød-hvide faldt på mod Belarus og Skotland.
Og det behøver ikke være smukt og kønt med hæl og tå. Vi skal se kynisme og effektivitet – ikke flere falden på halen-agtige mål imod os, tak. Der er altså en VM-billet i puljen.
Kan de luges ud, så er det bare at sige tak til Martin Dahlin.