ASA-træner lover: Så kommer partybussen og henter os
ASA vender i denne weekend hjem til anlægget i Aarhus efter to svære udekampe i træk. Først i Holbæk, senest i Helsingør, hvor det begge steder endte det med et bittert 2-1 nederlag. To nederlag som kun har føjet yderligere til kontrasten mellem deres pointhøst på ude- og hjemmebane.
Seks udekampe har givet en sejr og fem nederlag. Til gengæld har fem hjemmekampe kastet 13 af 15 mulige point af sig. Det har kun netop Holbæk og FC Helsingør gjort bedre, og det kommer ikke ubetinget bag på cheftræner Lennart Lindsted, at man i det mindste holder så godt niveau på egen bane.
”Jeg synes jo, at vi er gode”, klukker han til en start overfor LigaManager på spørgsmålet, om det overrasker ham, at man har taget den gode hjemmebaneform med op på divisionsniveau. Han følger hurtigt op med en uddybning.
”Jeg er nok mere positivt overrasket over måden, vi har vundet fodboldkampene på. Det har været meget forskellige sejre. I seneste hjemmekamp (mod Hørsholm-Usserød, red.) syntes jeg ikke, at vi ramte et super godt niveau mod et godt spillende fodboldhold. Alligevel får vi kriget sejren hjem.
”Til gengæld synes jeg, at vi var totalt dominerende mod Holstebro, hvor vi vinder 4-0. Det er kun godt at kunne noget forskelligt, og det er nok det, jeg er aller mest stolt over, at vi vist. Og jeg tror, at de andre synes, vi er stang hamrende svære og irriterende at spille imod”, vurderer Lennart Lindsted.
ASA går ind til 12. runde og hjemmekampen mod Sundby Boldklub som nummer seks i CampoBet 3. division. Ligger man også her, når turneringen går på vinterpause, kan der forventes en munter aften i Aarhus.
”Vi kan nok ikke regne med at blive ved med at hente tre point i alle hjemmekampe. Men ligger vi i top 6, når årets sidste kamp er spillet, kommer vi til at fejre det som en oprykning. Det kan jeg godt sige dig. Så kommer partybussen og henter os, ligesom til oprykningsfesten i foråret”, lover Lennart Lindsted.
I denne uges vodcast om CampoBet 3. division uddeler LigaManager karakter til alle hold for den første halvdel af grundspillet. Lyt med herunder og hør, hvilken karakter ASA fik for de første 11 kampe.