B.93 henter Abrahamsen: Kommer Jeffrey Papa også?

B.93 har sendt unge Casper Risbjerg til svensk fodbold, og nu henter de lige så unge Mads Abrahamsen ind til at fylde lidt huller ud i offensiven. Det mener Tipsbladet i hvert fald at vide, mens der endnu intet officielt er bekræftet fra Østerbro-klubben.

Mads Abrahamsen har fået sin fodboldopdragelse i Odense hos OB, men har stået uden kontrakt, siden han blev stillet fri af klubben i juli. Nu ligger hans umiddelbare fremtid altså i CampoBet 2. division. Han er noteret for næsten 50 kampe for OBs U19, mens det blev til to pokalkampe for førsteholdet.

Han fik også spilletid i to af Danmarks kampe ved EM for U19 i sommer, og han skulle ikke være den eneste unge offensivspiller, der er på vej til B.93. Ifølge LigaManagers kilder kan Jeffrey “Papa” sandsynligvis også kalde sig B.93-spiller inden dagen er omme.

Jeffrey “Papa”, hvis fulde navn lyder Jeffrey Papayaw Adjei-Broni, tørner i øjeblikket ud for Kolding IF, men det er næppe blevet til så meget spilletid, som offensiv-spilleren kunne tænke sig.

Han har været en del af truppen i seks ligakampe i denne sæson, men alle med en bænkeplads som udgangspunkt. Det er højst blevet til 28 minutters spilletid i de enkelte kampe. Jeffrey “Papa” rykkede til Jylland fra Hvidovre sidste år på samme tid, og er i alt noteret for 20 kampe og én scoring for Kolding IF.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet