Bak Laursen laver aftale med Skive IK

Den 23-årige Lasse Bak Laursen har underskrevet en aftale frem til sommeren 2026 med Skive IK. Det sker efter, hvad klubben kalder en "imponerende periode som prøvespiller på anlægget i Egeris".
Lasse Bak Laursen vender hjem til Danmark efter mere end tre år i USA, hvor uddannelse og fodbold blev koblet sammen hos Charlotte 49ers og Lionsbridge. Den robuste og stærke forsvarsspiller har fået sin fodbolduddannelse hos Silkeborg IF i ungdomsårene.
Nu hedder det den danske 2. Division for Skive IK, hvor man glæder sig over at have en prioriteret spiller på plads i god tid før opstart:
”Lasse har egentlig stået lidt i venteposition de seneste måneder, hvor vi har afventet hans hjemkomst, for at kunne bringe ham ind i vores miljø og se hinanden an. Det må siges at have været vellykket, for vi har set en utrolig fysisk stærk stopper, der ejer en meget stærk disciplin og allerede har vist gode tegn på flere forskellige parametre," siger fodboldchef Michael Larsen i en pressemeddelelse.
"Hans skoling i Silkeborg IF har givet ham nogle stærke forudsætninger på kuglen, af en stopper at være, hvor også hans timing og forudseenhed har vist sig stærk. Opholdet i USA har sat fart på udviklingen af den fysiske pakke, han besidder, som kommer til at styrke vores bagkæde til den kommende sæson. Lasse er en jernmand der tåler nogle knubs, god timing i hovedspillet og i duelspillet, og de tydelige tegn på store lederevner, er blevet vist godt frem.
"Vi har derfor også vurderet Lasse som en vigtig prioritet for at bygge endnu et lag på i defensiven. Han kan gøre sig gældende på mere end én plads i vores bagkæde, hvor vi nu har fastsat nogle både ambitiøse og realistiske forventninger i forhold til Lasses indvirkning allerede fra opstarten,” udtaler fodboldchef Michael Larsen videre.
