Bedøm selv: Vi laver kun gode mål i Sundby
Der eksisterer en naturlig høj selvtillid og et herligt smittende humør på Amager.
Derfor tøves der heller ikke stort, hvis man spørger Sundby Boldklub-træner Thomas Karabulut, hvilket mål, der har været det bedste scoret af en Sundby-spiller i efteråret i CampoBet 3. Division.
“Vi laver kun gode mål i Sundby, så den er svær!” lyder det med lynhurtigt aftræk og med resolut overbevisning fra Thomas Karabulut, som var han en angriber, der havde opsnuset en løs bold i modstanderfeltet.
Beder man dog alligevel Sundby-træneren rangere de 22 mål, som amagerkanerne har sat ind i løbet af efteråret i CampoBet 3. Division, så skiller en enkelt scoring sig så lidt ud.
Vi skal en tur tilbage til et møde med et af de hold, som Sundby Boldklub altid vil være ekstra opsat på at levere noget lækkert mod.
“Jeg kan rigtig godt lide vores mål mod Frem, fordi det også er noget, som vi havde arbejdet på i forbindelse med den træneruddannelse, som jeg er en del af,” siger Thomas Karabulut, der mod Frem i praksis så, hvad han sad og arbejdede med på skolebænken.
“Vi rammer faktisk lige præcis noget af det, som jeg sidder og skriver opgave om i forbindelse med at få min A-licens,” siger Sundby-træneren, der beskriver scoringen således:
“Krogh får den i et mellemrum, spiller et bandespil og kommer ned bagom og scorer. Virkelig et flot mål.”
Den omtalte Krogh er Magnus Krogh Hansen, der i sidste spillerunde i efteråret leverede den fine scoring i et 1-2-nederlag hjemme mod BK Frem. Bedøm selv scoringen herunder.
LigaManager har bedt trænerne i CampoBet 3. Division om at finde efterårets flotteste mål frem. Du kan finde flere lækre scoringer her.