Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Brabrand bedst i bundkamp mod Ishøj

Foto: Mikras
CampoBet 2. Div
1/9/2025 11:22

Brabrand IF fik lørdag endelig brydt stimen af nederlag. Hjemme på Aura Park blev det til en comeback-sejr på 3-1 over gæster Ishøj IF. Selve kampen begyndte med høj intensitet fra hjemmeholdet, som hurtigt skabte chancer. Mathias ”Marvin” Laursen havde en stor mulighed, men afslutningen gik forbi.

I den anden ende viste Ishøjs hurtige spillere, at Brabrand-defensiven ikke ville komme sovende til en eventuel gevinst. Og det var da også gæsterne, som efter 20 minutter kom foran på et kontroversielt mål. Brabrand-målmand Henrik Lindhard mistede bolden på stregen, og linjevogteren markerede scoring, krediteret til Ishøj-topscorer Al-Atlassi.

Allerede før pausen bragte hjemmeholdet dog balance i tingene. Et forvirret Ishøj-forsvar overlod en Alex Khalil en mulighed, han ikke forpassede. Efter pausen satte Brabrand sig mere på spillet, der dog måtte afbrydes undervejs på grund af tordenvejr.

Det er nu sket to gange for Ishøj i denne sæson, forbløffende nok. Da kampen blev genoptaget, var det hjemmeholdet, der bragte ”The Thunder”.

Marcus Bay fandt Rasmus Juul, som resolut sendte bolden i nettet til 2-1. Det tændte for alvor ”de blå brasilianere”, der havde kontrol over kampen tiden ud. Fem minutter før tid blev sejren cementeret, da Mathias Laursen med et fremragende vristspark scorede til 3-1.

Træner Michéle Demontis glædede sig over både præstationen og det mentale gennembrud: ”Vi har haft den rigtige indstilling hele vejen, men i dag lykkedes vi også med at omsætte det til spil på banen. Det giver tro på projektet,” sagde han til Vores Brabrand.

Slutresultat: Brabrand IF – Ishøj IF 3-1 (1-1)

Mål: 0-1 Al-Atlassi (20.), 1-1 Khalil (38.), 2-1 Juul (62.), 3-1 Christensen (85.)

Jacob Hansen