Brabrand kæmpede sig til nulløsning i Næstved
Når et tophold som Næstved på hjemmebane i en kamp mod ligaens dårligste udehold får målmanden kåret som kampens spiller, ved man, at kampen ikke er gået som forventet. For anden runde i træk måtte “de grønne” forlade banen uden at score.
For anden weekend i træk holdt de så også selv nullet, hvilket sikrede Brabrand IF sæsonens blot tredje point på fremmed græs. Det passede ikke mange af de 1160 fremmødte tilskuere på JHH Park. De kunne se opgør, hvor tempo, kreativitet og kvalitet var i underskud.
Hjemmeholdet fik ellers en nogenlunde start, men første halvleg udviklede sig hurtigt til en tam og tempoforladt affære set med sydsjællandske briller. Et veludført frispark fra Bertram Kvist stod som Næstveds bedste forsøg i indledningen.
Det var da også på en dødbold, at kampens på daværende tidspunkt største mulighed opstod efter 26 minutter. En løs bold i feltet var tæt på at bringe bundholdet foran, men afslutningen strøg lige over mål fra nært hold.
Mod slutningen af første halvleg fik Næstved arbejdet sig bedre ind i opgøret, hvor især Benjamin Kold markerede sig med et par kvalificerede forsøg. Alligevel stod det klart ved pausen, at hjemmeholdet havde leveret en alt for vag og idéforladt indsats, mens Brabrand i perioder virkede skarpere. Ikke mindst på energi og vilje.
Efter pausen kom fik hjemmeholdet skubbet spillet lidt længere frem. Frederik Christensen satte tidligt Malthe Rugaard op i en lovende position, men højrebackens afslutning mod det lange hjørne blev uden problemer læst af gæsternes målmand.
Kort efter bød Næstved igen ind med en stor mulighed. Mathias Andreasen fik chancen, da en nedfaldsbold efter et hjørnespark dumpede ned foran ham, men angriberen fik ikke ordentligt træf. Han blev kort efter udskiftet til fordel for hjemmebanedebutanten Thomas Basbøll.
Slutstilling: Næstved Boldklub – Brabrand IF 0-0