Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Brabrand-træner: Troede vi skulle slagtes på boldbesiddelse

Foto: Mikras
CampoBet 2. Div
10/9/2025 17:59

Første point på udebane. Første clean sheet i sæsonen. Som opfølgning på sæsonens første sejr. Det kan vel alt sammen et eller andet? Ja, synes Brabrand-træner Michele Demontis, der kunne se sine orange-klædte ”blå brasilianere” fighte et point i land i Helsingør.

”Helsingør ligner jo indtil videre en direkte konkurrent i bunden, og derfor var det vigtigt ikke at tabe den kamp. Jeg synes godt, at vi kunne have taget alle tre point. Men det kunne også sagtens være gået den anden vej,” erkende Demontis, der kunne se sin midtbane køre lidt trætte efter pausen.

”Vi knækkede lidt over nogle gange efter pausen, og derfor skiftet vi også ud derinde. Vi vil gerne have fastholdt formationen så længe som muligt, men de begyndte at se lidt trætte ud. Det ender også i lidt indianerbold, frem og tilbage, frem og tilbage,” fortsætter Demontis, der så et par anstændige muligheder mod slutningen af kampen for at tage sejren med hjem.

”Vi har nogle lange indkast til sidst, hvor vi sender alle med frem. Det koster et gult kort på tidspunkt, men det er fordi, vi satser lidt på dødbolde. Vi bliver presset lidt ned et par gange til sidst i anden halvleg, hvor Helsingør fik spillet sig fri af vores pres.

”Men det hviler vi egentlig godt i, synes jeg. Det er svært at skabe chancer imod os, når vi står dernede. Vi er lidt mere sårbare på omstillinger. Men vi stiller os ikke bare ned af os selv og forsvarer,” udtaler Demontis om en kamp, der virkede lidt mindre hektisk fra Brabrands side end udekampen før, der endte i et stort nederlag.

”Nede i 3. division lå vi ofte på 50/50, hvad boldbesiddelse angår. Så rykkede vi op i CampoBet 2. division og troede måske, at vi nu skulle slagtes på boldbesiddelse. Så tager vi til HIK, har 55-60 procents boldbesiddelse og taber 4-0. Vi ville gerne være lidt klogere på nogle af omstillingerne i dag, og det synes jeg, vi var.”

Brabrands næste opgave i CampoBet 2. division er på hjemmebane på søndag mod Fremad Amager kl. 14:00.

Jacob Hansen