Thisted-træner efter HIK-remis: Vi SKAL være tilfredse

Det blev ikke til den ottende udesejr i træk, da Thisted i weekenden gæstede HIK. Træner Daniel Kristensen var dog ikke desto mindre tilfreds med at få noget med hjem. Længe så det nemlig ud til at blive til ingenting.
”Når vi udligner så sent i kampen, skal vi selvfølgelig være tilfredse med et point. Set over hele kampens forløb, synes jeg egentlig, at vi prøver noget, men jeg synes også, at det var en meget nervepirrende kamp. En nervøs kamp, måske. Man så måske hinanden lidt for meget andet. Vi får en dårlig start, hvor vi virker meget nervøse, og de scorer også fortjent.
”Generelt var det en meget chancefattig kamp, hvor vi udligner på en standard. Jeg kan ikke mindes, at HIK havde et skud på mål i 2. halvleg overhovedet. Så det var en lidt mærkelig kamp, hvor man står lidt tilbage med, at vi selvfølgelig er glade for det ene point, men vi føler også godt, at vi kunne have gjort lidt mere,” fortalte Daniel Kristensen til LigaManager, inden han anerkendte den stærke modstand, man stod overfor.
”Kæmpe kredit til HIK, især til deres to stoppere, de var sgu gode. De headede mange bolde væk og stod stærkt på banen. De var godt organiserede. Det havde vi svært ved at åbne op for. I 2. halvleg synes jeg, at vi kommer til det, vi gerne ville. Men vi manglede kvalitet på den sidste del af banen. Det skal vi selvfølgelig lige kigge lidt på,” erkendte træneren, der også er pragmatisk nok til at vide, at man ikke spiller sublimt hver eneste weekend i CampoBet 2. division.
”Vi spillede topopgør mod nummer to, og vi tager et point med på udebane. Det skal vi trods alt også være tilfredse med, især når vi udligner så sent. Det er altså vildt at tænke på, at spillerne kan sidde og være skuffede, og det har jeg også prøvet at forklare dem.
"Man kan ikke sidde og være skuffet over, at vi har fået en fantastisk start med fire sejre og to uafgjort. Det har vi ikke prøvet i mange, mange år i Thisted FC. Så nu arbejder vi videre på træningsbanen, og så glæder vi os til næste weekend mod en svær modstander.”
Den modstander er Næstved Boldklub, som tager imod søndag eftermiddag kl. 13:00 i CampoBet 2. division.
