Brøndby glæder sig over lokale Frøkjær-Jensen

Der er egentlig kun få kilometer fra Hvidovre til Brøndby Stadion, men for Mads Frøkjær-Jensen har turen hjem krævet en omvej over både Fyn og engelsk fodbold. Nu er den 26-årige midtbanespiller imidlertid landet, hvor det hele startede, da han mandag aften blev præsenteret som ny mand i den blågule trøje. Frøkjær har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2029, og han overtager trøje nummer 29 i Brøndby IF.

Midtbanespilleren fik som 19-årig sit store gennembrud i Odense Boldklub, hvor hans succes på Fyn banede vejen for et skifte til Championship-klubben Preston North End i 2023. I England nåede han 107 kampe og bidrog med otte mål og 14 assists, men nu vender han tilbage til Superligaen for at bringe sin erfaring og offensive kvaliteter til Vestegnen.

Fodbolddirektør Benjamin Schmedes lægger ikke skjul på, at Frøkjær er præcis den brik, klubben har manglet. Det siger han til klubbens hjemmeside:

“I Mads har vi fået dén offensivt indstillede midtbanespiller, vi har søgt efter. Han er dejlig aggressivt indstillet og har en direkthed og et drive i sit spil, som passer perfekt til den måde, vi vil spille på. Han har masser af erfaring fra både Superligaen og udlandet og har samtidig en alder som gør, at han både kan lære fra sig og udvikle sig yderligere.”

Udover de sportslige kvaliteter vægter klubben også Frøkjærs personlige bånd til lokalområdet højt. Han er vokset op få kilometer fra stadion og har ifølge Schmedes fået Brøndby ind med modermælken:

“Vi får en mand ind, der er vokset op som Brøndby-fan, og som både kender, forstår og holder af kulturen og værdierne i klubben. Jeg har ikke lagt skjul på, vi har haft et ønske om at tilføre danske spillere til truppen, og i Mads får vi en profil ind, som har lokal tilknytning,” forklarer fodbolddirektøren.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League