Brønshøj forlænger med bomstærk stopper
Den stærke centrale forsvarsspiller Lukas Kiilerich har forlænget sin aftale med Brønshøj Boldklub, så den nu løber frem til sommeren 2027.
Det oplyser hvepsene på klubbens hjemmeside.
“Jeg har valgt at forlænge med klubben, fordi jeg elsker at være her, og den har fået en helt særlig plads hos mig. Jeg har været med siden Danmarksserien og har nydt at være en del af den udvikling, klubben har gennemgået, og jeg tror på, at vi som klub kan tage endnu et skridt opad. Det er nok heller ingen hemmelighed, at jeg elsker at spille på Tingbjerg Ground og alt, hvad det indebærer. Jeg ser frem til at fortsætte med det i halvanden sæson mere, “ siger den 25-årige forsvarsspiller, der før Brønshøj har spillet i Ballerup og Tårnby.
Brønshøj Boldklub er nummer fire I CampoBet 3. Division med fire point op til FA 2000 på andenpladsen. Derfra er der yderligere ti point op til det suveræne førerhold, Nykøbing FC.
Lørdag går det løs igen, hvor Brønshøj i forårspremieren møder Sundby Boldklub, der er nummer 11 i rækken.
“Stemningen er supergod, og alle glæder sig helt vildt til på lørdag, hvor det endelig går løs efter en lang vinterpause Det er to hold, som kender hinanden rigtig godt og gennem de seneste sæsoner har haft en del opgør,” siger Lukas Kiilerich, der forventer et flot tempo, selvom der nok stadig er lidt vinterrust hist og pist.
“Derudover er der også nogle fra Sundby, som tidligere har været i Brønshøj. Sådan en første kamp bliver altid spillet med fuld fart på, men nøglen for os bliver udelukkende at have fokus på de ting, vi har trænet på hele opstarten.”