Brønshøj lejer stopper i Sønderjyske

Brønshøj Boldklub kom meget skidt fra land i årets udgave af CampoBet 3. Division, hvor det lørdag blev til et nederlag på hele 3-0 mod Vejgaard i Nordjylland.
Nu er der til gengæld hentet forstærkning til de bagerste geledder i form af den 20-årige midterforsvarer Gustav Wagner, der er lejet for resten af efterårssæsonen.
Gustav Wagner kommer til fra Sønderjyske, hvor han har spillet tre førsteholdskampe. Sidste sommer underskrev han en tre-årig aftale med sønderjyderne.
I Sønderjyske tror man på, at et ophold hos hvepsene kan modne den unge mand til fodbold på Superliga-niveau.
– Vi har fortsat en stor tro på, at Gustav Wagner er en fremtidens mand i Sønderjyske Fodbold, og det indikerer kontrakten med ham sidste sommer også. Forhåbentlig får han masser af kampe i Brønshøj Boldklub, så vi får en endnu stærkere forsvarsspiller tilbage til nytår, siger sportschef Casper Daather til klubbens hjemmeside.
Brønshøj spiller onsdag aften pokalkamp ude mod Allerød, mens man lørdag eftermiddag hjemme tager imod Hørsholm-Usserød i CampoBet 3. Division.
