Bruun Larsen og Jens Stryger investerer i Fremad Amager

Den nuværende landsholdspiller Jacob Bruun Larsen indgår i den kreds af investorer, som har overtaget Fremad Amager. Det samme gør den tidligere landsholdspiller Jens Stryger Larsen. Det løftede klubben selv endelig sløret for i en meddelelse på egen hjemmeside.

Dermed ser det samtidig ud til, at flere ugers flyverskjul er overstået, siden det i starten af november kom frem, at Lars Hein havde afgivet ejerskabet af Fremad Amager til en kreds af nye investorer. Et flyverskjul, man også selv henviser til i pressemeddelelsen.

“Efter ejerskiftet har der været stille her på kanalen, og det er fordi, vi knokler rigtig hårdt for at få ”det nye” Fremad Amager op at køre. Vi arbejder på en masse spændende projekter, og vi lover at melde mere ud når vi kan være mere konkrete.

“Imidlertid vil vi nu afsløre for jer, hvem der er i investorkredsen bag det nye Fremad Amager. Udover Brian Sean Tange, David Boysen og Jacob ”Gaxe” Gregersen er de lokale erhvervsmænd Jesper Elimar Petersen og Jan Elving i investorkredsen.

“Derudover er kapitalfonden ”Human Act” samt fodboldspillerne Jacob Bruun Larsen og Jens Stryger Larsen ligeledes i investorkredsen. Vi vil holde jer opdateret på nyheder her på siden de næste par uger, men nok særligt fra januar og frem. Vi glæder os til at jer i Sundby Idrætspark”, slutter opslaget.

Overfor Bold.dk har ovennævnte Jacob ”Gaxe” Gregersen, tidligere FC Vestsjælland, SønderjyskE, Ishøj IF med mere, dog kunnet løfte sløret for, at man er i gang med at filme en dokumentar. Fremad Amager holder vinterpause på en 8. plads i CampoBet 2. division og åbner 2025 med en hjemmekamp mod Næstved Boldklub den 7. marts.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet