Cheftræner tilfreds trods afsked med profiler

Efter en lang vinteropstart er Skive IK-cheftræner Anders Jensen fortrøstningsfuld før CampoBet 2. division genstarter. Selvom truppen har sagt farvel til et par profiler, ser han et sammentømret mandskab, der har brugt pausen på at flytte sig. Både strukturelt og spillemæssigt.

”Når man går ind i en ny halvsæson med så lang en opstart, som vi har haft i vinter, så prioriterer man nogle ting i forhold til holdets udtryk, siger Anders Jensen til SIK TV.

Vinterens trupændringer har tvunget trænerstaben til at tænke i nye baner. Særligt tabet af en rendyrket defensiv midtbanespiller har haft betydning.

”Vi har nogle strukturelle ting, vi skal ændre en lille smule på, i og med at vi har mistet den ene rendyrkede sekser, vi havde i truppen. Det bliver vi nødt til at håndtere anderledes, end vi har gjort før.

Derfor har opstarten ikke kun handlet om relationer og form, men også om systematik.

”Vi har arbejdet med vores offensive del og faktisk også med vores defensive positionering, når vi har bolden højt på banen. Det har fyldt en del.”

Afskeden med Lasse Bak Laursen og Zifarlino Nsoni januar åbner ifølge cheftræneren døren for andre til at vise sig frem.

”Vi var afklarede med, at hvis vi skulle hente nye spillere ind, skulle det kunne toppe det, vi allerede havde. Der var nogle ting i spil, som ikke lykkedes, og vi havde da håbet, at vi kunne have lande en enkelt eller to spillere mere. Men det skulle ikke være middelmådigt. Det skulle være nogen, der virkelig kunne gå ind og gøre en forskel.”

Det lykkedes blandt andet at hente Daniel Thøgersen ind til venstre back på et lejemål fra Fredericia, men trods en relativt stille afslutning på transfervinduet er optimismen intakt.

”Jeg synes stadig, vi har et rigtig fint hold. Det er godt sammenspillet, og det er vigtigt, at det ikke bare er fem-seks nye, der skal spilles ind. Vi skulle have en, to, tre, der kunne bygge videre på det arbejde, vi allerede har lavet.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent: CampoBet 2. Div og Landsholdet