Delaney efter 2-2 braget: Den første tanke er to point tabt

Der var skuffede ansigter i FCK-lejren ved dommerens slutfløjt i Parken torsdag aften. Efterfølgende forsøgte Thomas Delaney at sætte ord på, hvilken følelse spillerne stod med umiddelbart efter kampen.
”Vi kunne lugte sejren, da vi er foran 2-1, og ja, det er da ærgerligt. Men det er et point, og de sidste fire minutter er der masser af uro, så det er vigtigt, at vi trods alt får dét med,” erkendte den rutinerede anfører, der så en lige kamp mod Leverkusen.
”Jeg synes, vi har stor andel i at gøre den underholdende og interessant. Vi er skarpe i omstillingen, og vi følger vores plan. Vi ser skarpe ud i de fleste facetter. Når vi rammer de basale ting, som vi ikke gjorde for nogle dage siden, så er vi rigtig gode. Og det skal også bare være en reminder om, at de skal rammes, for så er der måske heller ikke større forskel på de allerbedste og de næstbedste.
.jpg)
”Så vi skal tage dét med, og hvis vi skal have flere point, så er det også her, der skal være grundlaget. Jeg synes, at det var imponerende idag og jeg er glad på holdets vegne. Den første tanke er selvfølgelig to point tabt, det er der ingen tvivl om. Men det bruger vi fire sekunder på at tude over. Det kan ikke laves, vi har fået et point, og så vi er i gang,” lød vurderingen fra kaptajnen.
Han var også med, da FCK stod overfor Leverkusen i samme turnering helt tilbage i 2014. Og det afsluttende kaotiske kampbillede så han som en naturlig følge af at stå overfor et tysk tophold, der var på randen af nederlag.
”De overtager spillet lidt, men vi har stadig nogle omstillinger og scorer også på en omstilling. Fodbold er nogle gange tilfældigheder, og så falder der sådan en flippermål til sidst,” udtalte Delaney, som fandt åbningen på kampen ”skøn”.
”Der ryger lige de få gram af nervøsitet, der måske er på vores hold. Vi har mange nye spillere, der ikke har prøvet den her scene før. Men jeg synes, vi er ”på” i hele kampen. Der er lige nogle minutter, hvor vi får en fornemmelse af, at hvis man ikke er helt skarp, så går det hurtigt. I de første 20-25 minutter af 2. halvleg ser vi rigtig, rigtig stærke ud og formår at holde kontrollen, men fodbold er jo bare ikke så simpelt, at det kan du bare gøre i 45 minutter mod et tysk tophold.”
