Dietz blev matchvinder med ryggen i nordjysk lokalopgør

Hobro startede og sluttede bedst, da mændene fra DS Arena søndag eftermiddag vandt 1-2 ude over Vendsyssel på Nord Energi Arena i Hjørring, hvor gæsterne bragte sig fortjent foran allerede efter ti minutters spil, takket være Martin Huldahl.

Efter scoringen bidrog et knap så velspillende, men derimod særdeles hårdkæmpende Vendsyssel-mandskab mere og mere til begivenhederne i kampens hede, hvor især Stephen Michael og Lasse Steffensen førte an.

Begge spillere var da også involveret i det mildest talt fremragende angreb, Vendsyssel fik strikket sammen i det 36. minut, og som resulterede i, at hjemmeholdets 19-årige nyindkøb, Sebastian Lodberg, der blev hentet i FC Midtjylland for fem uger siden, hamrede bolden op i krogen til 1-1.

Herefter stod der Vendsyssel på det meste, men kort før pausen tippede momentum atter i retning af Hobro, da gæsternes anfører, Frederik Dietz, satte prikken over i’et på et hjørnespark ved at score med ryggen.

Scoringen var den 22-årige forsvarskaptajns nummer to i to kampe, hvilket gør Frederik Dietz til Hobros topscorer i Betinia LIGA.

For selvom begge hold havde producerede halve og hele målfarlige chancer i anden halvleg, så forblev stillingen 1-2 og endte Frederik Dietz endte dermed i rollen som matchvinder.

Med de tre point er Hobro nummer syv i tabellen, mens Vendsyssel med det ene point fra sæsonpræmieren, ude mod Hvidovre, er nummer ni.

Vendsyssel får dog mulighed for revanche allerede på onsdag, hvor holdet møder Hobro i DBU Pokalen. En kamp, der spilles hjemme på Nord Energi Arena.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA