Drøm går i opfyldelse for VSK-træner Jacob Eichner
Hvordan præsenterer man lige for fruen derhjemme, at man just har takket ja til et job, der indebærer en betragtelig lønnedgang? Og så blot få dage før jul.
“Det gled faktisk meget nemt ned. Jeg er sikker på, at hvis du ringer og spørger hende lige nu, ville hun fortæller, hvor glad hun er på mine og familiens vegne”, hævder Jacob Eichner, da LigaManager forelægger ham vores mistanke om, at hans nye karrierevalg indebar en del overtalelse. Vi ender hurtigt med at tro manden, for som han påpeger.
“Det er en drøm, der går i opfyldelse”. Den slags skal man ikke stå i vejen for.
Jacob Eichner kom til VSK Aarhus kort ind i sæsonen i CampoBet 2. division, hvor han afløste Jens Gjesing, som Hobro havde fisket. Aftalen, som Eichner underskrev på daværende tidspunkt, er nu afløst af en kontrakt på fuld tid samt udvidet til at gælde til foreløbig 2028.
“Hvor tit får man lige chancen for ikke blot at kunne være med til at sætte sit præg på et fodboldhold, men også på hele klubben”, spørger Eichner retorisk. Den tidligere Odder- og Aarhus Fremad-træner får som indikeret ovennævnt et længe næret ønske opfyldt om at gå på fuld tid med sin yndlingsbeskæftigelse. Næste skridt i drømmen, han selv satte ord på overfor LigaManager i et tidligere interview; at komme til at træne på så højt niveau, det kan lade sig gøre.
“Jeg har indtil nu skulle dele min tid mellem et fuldtidsjob ved siden af ansættelsen i VSK Aarhus. Nu kan jeg dedikere min fulde tid til at planlægge træningsseancer, til at lave videoanalyser, både med holdet og enkelte spillere. Slet og ret bare tid til at analysere, hvad der skal til for at tage holdet og klubben til det næste niveau. Det glæder jeg mig enormt til at komme i gang med”, fortsætter Eichner forventningsfuldt.
Udover træner for divisionsholdet i VSK Aarhus har Eichner plejet en karriere som Director of Search & Selection i vikar- og rekrutteringsbureauet Moment. Han fortæller, at han blevet mødt med stor forståelse fra firmaet, hvor han ellers også var bundet af en kontrakt.
“De har ikke ønsket at stå i vejen, så der bliver en flydende overgang i løbet af januar, hvor der lige er nogle ting, jeg skal overdrage, men fra 1. februar er der fuld fokus på VSK Aarhus”, siger Jacob Eichner videre.