Engstrøm gentager: Tror på overlevelse

Kim Engstrøm har sagt det før. Nu siger han det igen. Middelfarts cheftræner tror på overlevelse i Betinia LIGA:

“Det vil være en meget stor sensation, det er der ingen tvivl om. Det bør ikke kunne lade sig gøre, men selvfølgelig tror vi på det.”

“Fra starten af sæsonen har vi vidst, at vi ville ligge, hvor vi gør. (…) Det kan lyde mærkeligt, når vi siger, at vi faktisk er meget godt tilfredse. Ud fra de forudsætninger vi har, så synes jeg, at vi ret hurtigt i løbet af efteråret fik vænnet os til at spille i 1. division både på tempo, fysik og intensitet.,” udtaler Kim Engstrøm således til Campo.dk og fortsætter:

“Vi har ikke gjort det over forventning, men vi har gjort, hvad vi håbede på. Det er positivt, at vi i otte ud af 18 kampe har fået point, så i næsten hver anden kamp får vi som minimum point. Jeg tror, vi har tabt fem kampe med ét mål, så vi har også haft muligheden helt ind til det sidste for at få point.”

“Jeg synes, det er en bedrift at spille uafgjort i seks kampe, og jeg havde da ønsket, at vi havde vundet to af dem, men det er en bedrift og en styrke som bundhold, at spille uafgjort mod en tredjedel af holdene.”

“Samlet set et godt efterår ud fra forudsætningerne. Inden vi gik ind til sæsonen, vidste vi da godt, at der er en stor sandsynlighed for, at vi skulle ligge, hvor vi ligger nu i kraft af vores erfaring og spillertrup. Jeg synes, vi har fået bevist, at vi kan spille lige op med alle hold i rækken. Så det har været positivt,” understreger Kim Engstrøm.

Middelfart er ligesom alle andre hold i Betinia LIGA gået på vinterferie. Oprykkernes første skridt i retning af at undgå nedrykningen tages den 28. februar, hvor Middelfart møder Aarhus Fremad på udebane.

Du kan se hele slutprogrammet i Betinia LIGA lige HER!

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA