Esbjerg svage favoritter mod Hillerød

Fredag aften mødes Esbjerg og Hillerød i en direkte duel om andenpladsen i Betinia LIGA på Blue Water Arena.

Vinder Esbjerg, så forbliver vestjyderne nummer to, men da Hillerød blot er to point fra hjemmeholdet, så kan gæsterne med en sejr rykke forbi det jyske mandskab.

Der er derfor, og kort sagt, meget på spil, og selvom begge hold ville elske en sejr, så kan både Esbjerg og Hillerød, når alt kommer til alt, også godt lære at holde af en pointdeling.

Begge mandskaber har i øvrigt spillet uafgjort, henholdsvis 2-2 og 1-1, de sidste to gange, hvor de to hold har krydset klinger på Blue Water Arena.

Alligevel må jyderne betegnes som svag favorit fredag aften.

Således har Sancheev Manoharans mandskab endnu ikke tabt i 2026, hvor det i stedet er blevet til tre gange uafgjort og tre sejre, hvoraf den seneste tikkede ind i sidste weekend, hvor de slog tabellens daværende nummer to, Hvidovre, med 1-0.

Hillerøds forår har været præget af lige ved og næsten, og knap så meget af fuld galop på hesten.

Christian Lønstrups tropper har således blot hentet syv ud af 18 point, men fordi Betinia LIGA er så modbydelig tæt, kan Hillerød alligevel med en sejr snige sig forbi det jyske mandskab.

Hvorvidt det sker, må tiden vise. Sikkert er det, at fredagskampen mellem Esbjerg og Hillerød fløjtes i gang klokken 18.30.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA