FA 2000 henter forstærkning til offensiven
Basem Alkhoudari har gået klubløs, siden en aftale med Hillerød udløb, men nu har han papir på en ny klub. FA 2000 i CampoBet 2. division annoncerede onsdag aften, at der var indgået en aftale med den offensive fodboldtalent.
“Vi er meget glade for at have skrevet kontrakt med Basem. Først og fremmest skaber gode mennesker gode hold, og det var det allerførste skridt for os. Han er blevet scoutet af os i et stykke tid nu, og da muligheden kom, var vi nødt til at tage den,” siger cheftræner João Fernandes til klubbens egne medier.
“Han er en ung spiller, som er ekstremt ivrig efter at kæmpe for større ting, og det passer præcis til vores kultur. Basem har både ambitionerne, passionen for fodbolden og ønsket om hele tiden at udvikle sig selv og menneskerne omkring sig”, fortsætter Fernandes.
“Jeg er rigtig glad og stolt over at skrive under med FA 2000. Det er et spændende mulighed for mig, og jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af klubben. Jeg ser frem til de nye udfordringer, til at udvikle mig som spiller og til at arbejde hårdt sammen med holdet.
“Jeg vil gøre mit bedste hver dag og glæder mig til at komme i gang og forhåbentlig skabe nogle gode oplevelser sammen med klubben og fansene,” siger Basem Alkhoudari selv til samme medier.
Han kom til HB Køges ungdomsafdeling tilbage i 2020, og forlod den til fordel for førnævnte Hillerød sidste sommer. Her var han i truppen 29 gange i sidste sæson i Betinia LIGA, heraf otte gange i startopstillingen.
Han bringer altså noget divisionserfaring fra en højere hylde med sig til Frederiksberg. Den får han første gang mulighed for at udstille lørdag eftermiddag, når FA 2000 tager imod Skive IK i CampoBet 2. division.