FA2000 erstatter sportschef med udvalg

Frederiksberg-klubben FA 2000 rykker rundt på organisationen og har fra 1. august ikke længere en decideret sportschef.
I stedet oprettes et sportsligt udvalg, som kommer til at bestå af Christoffer Balle, Carl Steinmetz og Benny Davidsen.
Christoffer Balle har fungeret som sportschef siden slutningen af 2024, hvor den daværende sportschef Steffen Dam stoppede.
”Jeg er virkelig glad for, at klubben har valgt at gå denne vej. Min vurdering er, at vi som klub og organisation nu er et sted, hvor vi har brug for flere kræfter i den sportslige ledelse, hvis vi skal realisere de store ambitioner vi har. Derfor glæder det mig, at både Carl og Benny, har haft lyst til at træde ind. De kommer begge med stor erfaring inden for sportslig organisation, rekruttering, spillestil og repræsenterer begge sunde værdier, som jeg er helt sikker på vil skabe stor værdi for vores klub” siger Christoffer Balle til klubbens facebookside.
FA 2000-formand Tommy Burmeister takker for Christoffer Balles indsats som sportschef.
”Christoffer har leveret en fantastisk indsats som sportschef. Jeg er meget glad og taknemmelig for at Christoffer, trods familieforøgelse, vælger at fortsætte sit store arbejde i sportsudvalget. Det glæder mig derudover, at Carl og Benny træder til og bidrager med deres kompetencer og store erfaring. Alle tre arbejder frivilligt og det vil jeg på vegne af klubben sige en stor tak for”.
FA 2000 indleder sæsonen lørdag, hvor man skal en tur til Vanløse. Kampen fløjtes op klokken 14:00.
