Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: Kan Brønshøj fortsætte opturen mod forrygende fynboer?

Brønshøj, foto: Jakob Termansen
CampoBet 3. Div
12/9/2025 11:18

Efter en lettere katastrofal start på sæsonen i CampoBet 3. Division, så lader der til at være kommet godt styr på tingene i Brønshøj Boldklub, hvor det er blevet til sejre i de to seneste runder.

Senest blev det til 1-0 foran over 2.000 tilskuere i Valby Idrætspark, hvor Brønshøj-træner Jamil Fearrington både noterede sig god fight og godt spil. 

Champagneboldstadiet er man dog ikke helt nået til endnu.

“Jeg synes ikke, vi sprudler endnu, men der er noget, der er ved at falde på plads i forhold til fundamentet. De første tyve minutter har vi det rigtig, rigtig svært, men så får vi arbejdet os stille og roligt ind i det. Og så kommer vi altså ud til en anden halvleg, hvor det er os, der styrer begivenhederne et godt stykke tid,” siger Jamil Fearrington.

“Formkurven peger 100 procent i den rigtige retning, men vi er fortsat ikke et sted, hverken spillemæssigt eller med vores placering i tabellen, hvor jeg gerne vil have os hen,” siger Jamil Fearrington.

Skal det blive til tre sejre i træk, så skal Brønshøj dog stramme sig an, da gæsterne søndag på Tingbjerg Ground er førerholdet i CampoBet 3. Division, Næsby Boldklub.

Gæsterne oplevede et lille bump på vejen i deres ellers suveræne serie af sejre, da de mod oprykkerne fra Hørsholm-Usserød for første gang i sæsonen smed point efter 1-1, men i seneste runde kom fynboerne så straks tilbage på sejrssporet igen.

Denne gang var det Sundby Boldklub, der fik at mærke, at Næsby Boldklub i øjeblikket er ligaens stærkeste mandskab, da fynboerne vandt 3-1 hjemme på Alpi Arena i Odense.

Næsby topper dermed tabellen i CampoBet 3. Divison med to point ned til nummer to, Nykøbing FC.

(foto: Jakob Termansen)

Jens Andersen