Optakt: BK Frem presset før københavnerkamp

Vanløse IF har overrasket positivt i den første del af sæsonen i CampoBet 3. Division, hvor Mads Hadbergs oprykkere har samlet 13 point sammen i de første seks runder og har generelt vist sig at være en tricky modstander.
Mads Hadbergs tropper praktiserer en meget direkte spillestil, mens man også ser enormt solide ud, når modstanderholdet er på bolden.
Den model har kastet sejre af sig i de to seneste runder, hvor Sundby Boldklub blev besejret 3-0, inden man så tog alle tre point med hjem efter 1-0 ude mod Odder, hvor Marius Qvarnstrøm blev matchvinder.
Topscoreren i Vanløse er dog fortsat Bjørn Paludan, der også er topscorer i hele CampoBet 3. Division med sine syv sæsontræffere.
Mens hjemmeholdet har gang i en fornem sæsonstart, så er historien en noget anden for gæsterne fra BK Frem, der slet ikke har fundet melodien endnu.
Senest blev det til 1-0-nederlag hjemme mod Brønshøj Boldklub, hvor de 2.000 tilskuere også kunne se BK Frems Christoffer Remmer modtage et rødt kort i kampens slutning for sin involvering i et slagsmål på banen.
Nedrykkerne fra BK Frem står dermed blot noteret for seks point efter seks runder.
Der fløjtes op på Vanløse Idrætspark søndag klokken 14:00.
(foto: Jakob Termansen)
