FCK-boss jubler over Svensson!

Bo Svensson er ny cheftræner i FCK. Bestyrelsesformand Henrik Møgelmose lægger ikke skjul på, at det er en stor profil, klubben har sikret sig på en flerårig kontrakt. Svensson var et eftertragtet navn på det internationale marked, men valget faldt på projektet i København, hvor målet her og nu er at redde sæsonen via 7. pladsen og en pokaltitel. Det siger han til fck.dk

“Vi er meget glade for at kunne byde Bo Svensson velkommen hjem til København. Han ved, hvad det indebærer at spille med løven på brystet og repræsentere F.C. København, og han er en stærk, international trænerkapacitet. Der har været rift om ham, så vi er meget glade for, at det er lykkedes, forklarer Henrik Møgelmose.

Som spiller vandt Bo Svensson fire mesterskaber og en pokaltitel med løverne. Som træner er missionen klar: FCK skal tilbage til toppen af dansk fodbold, og det kræver en mærkbar forandring i udtrykket efter en svær periode for klubben.

“Der skal forandring til, og vi skal genfinde stabiliteten og spilleglæden, så fansene igen kan genkende os. Jeg er overbevist om, at vi kan lykkes, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med spillerne og staben. Og så glæder jeg mig ubeskriveligt meget til at træde ind i et fyldt Parken og hilse på fansene,” siger Bo Svensson.

Klubben forventer at præsentere en ny assistenttræner senere i dag, mens Bo Svensson gør sig klar til sit længe ventede comeback i Parken.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League