FCK finder løsning på back-problemer
Rodrigo Huescas er skadet og Yoram Zague meldes på vej videre efter et efterår, som ikke levede op til forventningerne.
Det efterlader FCK med et problem på højre back, men det er der kommet en løsning på fredag morgen. I hvert fald for den resterende del af sæsonen.
Klubben meddeler nemlig på deres hjemmeside, at man har landet en lejeaftale med Aurélio Buta for resten af sæsonen.
Frankfurt-backen kommer med solid international erfaring fra både Bundesligaen og Ligue 1, og det glæder sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
“Jeg er tilfreds med, at vi nu kan tilføje en spiller med kvalitet til højre back. Aurélio har både eksplosivitet og veludviklede offensive evner, og desuden har han en modenhed og rutine, som passer godt til vores trup.”
I indeværende sæson er det blot blevet til sporadisk spilletid for den 28-årige portugiser, som blandt andre har stået bag danske Rasmus Nissen i køen til spilletid.
Buta har fået fire optrædener i Bundesligaen og to i Champions League i denne sæson.