FCM efter Parken: Vi står et godt sted
.jpeg)
Efter en intens uge med både europæisk triumf og hård Superliga-kampagne sluttede FC Midtjylland søndag af med ét point i bagagen fra opgøret mod FC København i Parken. Kampen endte 1-1 efter en stærk start af ulvene og en sen udligning fra hjemmeholdet på en dødbold.
Cheftræner Mike Tullberg var efter kampen tilfreds med præstationen og fremhævede især holdets defensive organisation i første halvleg:
"Vi er udemærket tilfredse. Det er ikke nemt at komme herover i Parken og spille. I de første 30 minutter så vi rigtig solide ud; de skaber ikke meget, selvom vi lige skulle justere presset en smule fra vores kanter," sagde han til pressen ifølge fcm.dk
FC Midtjylland bragte sig foran i første halvleg og kunne med lidt mere skarphed have lukket kampen i anden. Det var især en stor chance til angriberen Brumado, der kunne have fordoblet føringen:
"Hvis det var forløbet, som vi havde ønsket det, så havde Brumado scoret på den omstilling til 2-0, og vi havde lukket kampen. Det endte med, at vi skulle stå imod dernede og indkasserede til sidst på det, vi selv har været så dygtige til (en standardsituation, red.)," lød det fra Tullberg.
På trods af den sene udligning fra FCK, mener Tullberg, at FC Midtjylland leverede en solid præstation, der lover godt for resten af sæsonen.
"Jeg synes, der er bund i præstationen. Det er fortjent, at vi hiver et point herovre, og jeg synes, vi står et godt sted. Det har været nogle svære kampe, og vi har leveret."
Det uafgjorte resultat i Parken runder en travl uge af for FC Midtjylland, der tidligere på ugen besejrede Nottingham Forest – sidste sæsons nummer 7 i Premier League – i en historisk Europa League-sejr. Derudover har holdet hentet tre point mod Randers og avanceret i pokalturneringen.
"Vi har vundet fem kampe i træk inden i dag, to i Europa og er videre i Pokalen. I dag spiller vi os til ét point i Parken," sagde Tullberg og tilføjede:
"Den danske Superliga er tæt, og vi respekterer de modstandere, vi er oppe imod. Vi har som klub en ambition om at kunne konkurrere i flere turneringer, og det, synes jeg, vi har vist den seneste periode – og det skal vi gøre igen, når vi starter om to uger."
