FCM er Europa Leagues målkonger!
Jovel, præstationen ude mod Brann torsdag aften var ikke en af FC Midtjyllands bedste i sæsonen, men det blev trods alt til hele tre scoringer. Og det endda uden topscorer Franculino på holdkortet.
Kombinationen af en bred, velsmurt offensiv og enestående skarphed på dødbolde har gjort midtjyderne til Europa Leagues ukronede målkonger.
16 mål i syv kampe (2.3 mål i snit) har ingen hold kunne matche i denne sæson. Selv ikke forholdsvis store europæiske krabater som Roma, Real Betis, Aston Villa med flere.
Målt på xG overpræsterer FC Midtjylland forholdsvis meget med flere end fire scoringer mere end ‘fortjent’, men det samme gør sig gældende i Superligaen, hvor ulvene har scoret lige godt 15 mål flere end hvad xG’en indikerer, og efterhånden må det vel betragtes som et udtryk for sublim skarphed mere end held.
I ligaspillets sidste kamp gæster Dinamo Zagreb MCH Arena, og her bør der være fine forudsætninger for at cementere pladsen som målkongerne af Europa League.
Kun tre hold har indkasseret flere mål end kroaterne, som har lukket 14 mål ind i syv kampe.