FCM forlænger med offensiv troldmand

Dario Osorio har sammen med resten af FC Midtjylland-offensiven været brandvarm i efteråret. 

Den 21-årige chilener står noteret for fire mål og fem assist i 15 Superliga-optrædener i 25/26, og er et af klubbens største salgsobjekter. 

Derfor er det særdeles godt nyt for FC Midtjylland, at klubben ifølge bold.dk er lykkedes med at forlænge Osorios kontrakt, så den nu løber til sommeren 2030 i stedet for sommeren 2028. 

Franculino skrev under på en lignende forlængelse i 2024, mens det sidste vinter var Aral Simsir, som forlængede kontrakten med klubben på den jyske hede. 

Med Osorios forlængelse er der papir på de tre offensive esser til henholdsvis 2029 og 2030, og det stiller FC Midtjylland i en yderst fordelagtig position, når der på et tidspunkt skal forhandles om et salg.

Hvor meget får FC Midtjylland for deres tre offensive guldfugle?

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen