FCM henter spændende talent

FC Midtjylland forstærker U19-truppen med en ny spændende spiller. Højrebacken Olaide Jamal kommer til klubben fra samarbejdsklubben FC Ebedei i Nigeria – en klub, der historisk har sendt flere profiler videre til succesfulde karrierer i Danmark og udlandet.
Nu får Jamal chancen for at skrive sig ind i den historie – som den første back fra FC Ebedei, der skal bryde igennem i det midtjyske.
Olaide Jamal beskrives som en hurtig og dynamisk spiller med stærke offensive kvaliteter og en aggressiv tilgang til spillet, som både er en styrke og noget, der skal finjusteres.
“Olaide er en hurtig spiller, der leverer gode indlæg. Han har spillet mest som højre back, men kan også spille på kanten. Han er dygtig i sine 1-mod-1-dueller både offensivt og defensivt – dette til trods for, at han nogle gange spiller med for stor aggressivitet, hvilket omvendt også er en af hans styrker, så længe han kontrollerer det,” siger Jonas Dal, Head of FCM Nigeria.
