FCM stærkt tilfredse med transfervinduet

FC Midtjylland kan se tilbage på et vellykket transfervindue, hvor både strategiske salg og nøje udvalgte tilgang har styrket truppen frem mod en ny sæson med store ambitioner. Målet har været klart fra starten: Øget kvalitet, mere rutine og en skarpere trup.
Ifølge fodbolddirektør Jacob Larsen er planerne blevet ført ud i livet til punkt og prikke. Det siger han til FCM's hjemmeside.
"Vi havde fra vinduets start en plan om, at Oliver (Sørensen, red.) skulle ud at prøve sig af i udlandet, og vi er stolte af, at vi har solgt endnu en tidligere akademispiller til en af verdens største ligaer i en stor handel. Samtidig har vi fået ryddet op i truppen, så den rummer den rette balance og skærpet konkurrencesituationen."
Et af vinduets helt store overskrifter er salget af Oliver Sørensen til italienske Parma – et bevis på FC Midtjyllands evne til at udvikle og eksportere talent fra eget akademi til Europas største ligaer.
Samtidig har klubben forstærket sig med markante navne som Martin Erlić og Philip Billing, der begge skal løfte det daglige niveau i truppen med deres internationale erfaring og kvaliteter.
"Vores ambition har været at øge kvaliteten og tilføre ekstra rutine på holdet, og det har vi fået med Martin (Erlić, red.) og Philip (Billing, red.) – to spillere, der kommer til klubben med et internationalt niveau og hæver kvaliteten i hverdagen."
Med en dobbeltdækning på alle positioner og en sund konkurrence i truppen ser Jacob Larsen optimistisk på fremtiden:
"Jeg synes, vi står stærkt; vi er dobbeltbesat på samtlige positioner, og for mig at se, er der ingen tvivl om, at vi er kommet styrket ud af transfervinduet. Der skal lyde en stor ros til hele teamet – vi bliver ved med at lægge lag på."
FC Midtjylland står dermed klar til at tage kampen op både i Superligaen og på den europæiske scene, med en trup, der kombinerer ungdommens energi med international rutine.
