FCN sender talent på græs i Norge

FCN har valgt at sende den 19-årige offensivspiller Villum Dalsgaard på græs i det norske. Klubben har indgået en lejeaftale med IL Hødd fra den næstbedste norske række, OBOS-ligaen, hvor Dalsgaard skal tilbringe foråret og forsommeren. Aftalen løber frem til udgangen af juni 2026.

Villum Dalsgaard blev så sent som i denne vinter officielt rykket op i FCN’s Superliga-trup, men udsigten til fast spilletid i Farum har været begrænset af den store konkurrence om de offensive pladser. Ifølge fodbolddirektør Alexander Riget er udlejningen derfor det rigtige skridt for den unge spillers udvikling.

Villum blev rykket op i Superliga-truppen her i vinter og har gjort det rigtig godt i både træning og træningskampe, men samtidig er vi også i en situation, hvor der er stor konkurrence på de offensive pladser, og derfor giver det rigtig god mening at sende ham på lån her i foråret,” udtaler Alexander Riget til fcn.dk.

Fodbolddirektøren lægger vægt på, at skiftet til norsk fodbold vil give Dalsgaard den nødvendige erfaring med seniorfodbold på et højt niveau. Han påpeger desuden, at IL Hødd har vist stor interesse for at få fingrene i den danske offensivspiller.

“Det er vigtigt for ham at blive matchet på så højt et niveau som muligt nu, og det bliver godt for ham at komme til at spille seniorfodbold. Og han kommer til at gøre det i en klub, der har været meget interesseret i at leje ham, og som har lagt nogle gode planer for ham,” lyder det fra Alexander Riget.

I Norge bliver Villum Dalsgaard blandt andet genforenet med Sebastian Biller, som han tidligere har spillet sammen med i ungdomsrækkerne i Silkeborg, og som ligeledes er udlejet til klubben.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen