Lyngby lejer stortalent i FCK
Superliga-oprykkerne fra Lyngby har i dag sikret sig en lejeaftale med FCK-talentet Oliver Højer for hele den kommende sæson. Det meddeler klubben på deres hjemmeside.
Der er tale om et rent lån uden købsoption, og selvom det ikke er den sædvanlige strategi i Lyngby Boldklub, var der i dette tilfælde ifølge sportschef Nicas Kjeldsen tale om en mulighed, som gav mening.
‘’Det er fair at sige, at det som udgangspunkt ikke er vores plan A at leje spillere. Men den økonomiske vinkel i denne case kan blive god for os, og når vi samtidig får adgang til en så dygtig spiller, giver det god mening at afvige fra den strategi.’’
19-årige Højer har allerede haft første træning med sine nye holdkammerater, og ser ifølge pressemeddelsen frem til en sæson med masser af spilleminutter på højeste niveau.
Det samme gør FCK, som ifølge den tekniske direktør i klubben, Nils Koppen, ser Højer som et uomtvisteligt stort talent.
‘’Oliver har brug for en stabil sæson med masser af spilletid på højeste niveau. Vi har enorm tiltro til hans store potentiale, og denne udlejning handler udelukkende om at give ham de bedste forudsætninger for at bygge på sit spil.’’
Oliver Højer har spillet 13 kampe for FCK med ét mål til følge.