Fem hurtige til John Bredal

I den første weekend i august er vi atter så vidt. Her skydes fodbolden i CampoBet 2. division endelig i gang igen. LigaManager.dk har givet trænerne i divisionen en håndfuld små hurtige spørgsmål til at varme op til sæsonen. Her John Bredal, cheftræner hos Ishøj IF.
Hvad var jeres bedste kamp i sidste sæson?
”Det var vores 1-0 sejr ude over Fremad Amager. Vi holdt et clean sheet, og vi gjorde det mod en modstander, som var urørlig på det tidspunkt.”
Hvad var det bedste mål I scorede i sidste sæson?
”Jeg kan ikke huske, hvilken kamp det var, eller hvem det var mod. Men vi lavede et mål, hvor vi har 24 berøringer undervejs. Vi starter helt nede fra keeperen og når 24 berøringer, før den lå i netmaskerne.”
Hvem var den bedste spiller, du så i sidste sæson?
”Mads Greve fra Middelfart. Han er kraft**** en solid midterforsvarer.”
Hvad var den dårligste kamp I spillede?
”Der er to kandidater. Den ene er mod Thisted på hjemmebane, hvor vi er bagud 4-0 efter 55 minutter, og så alligevel er ved at komme tilbage og stjæle det hele, men taber 4-3. Men lad os sige AB på udebane. Vi er bagud 3-0 efter 1. halvleg. Det ender den også, men det var ikke godt.”
Hvis du havde et ubegrænset budget til rådighed, hvilken spiller vil du så gerne se i Ishøj IF?
”Så ville jeg tage Dennis Bergkamp. Det ville jeg, pga. noget Thierry Henry har udtalt. På et tidspunkt var han skadet, og så kunne han arbejde på en maskine, mens han stod og kiggede ud på træningsbanen. Og når man så Bergkamp i aktion, så var det for ham den bedste spiller, han nogensinde havde spillet sammen med. Og når Henry udtaler dét, så er det nok for mig.”